Helhedspleje

Hvis du har svært ved at klare hverdagen i hjemmet ved egen hjælp, kan du søge helhedspleje

Vælg kommune for at se selvbetjening og information, der gælder dig

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Helhedspleje er sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb. Helhedspleje omfatter personlig pleje, praktisk hjælp og genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse. Helhedsplejen skal gives med et rehabiliterende og vedligeholdende sigte.

Personlig pleje kan fx omfatte hjælp eller støtte til bad, af- og påklædning samt personlig pleje.

Hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet kan fx omfatte hjælp eller støtte til rengøring, skift af sengetøj, at lægge tøj sammen, anretning af mad eller at få stillet varer på plads.

Genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse, kan fx være relevant, hvis du er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på grund af fx influenza eller efter et fald, og hvor du har behov for at genvinde din mistede eller nedsatte funktionsevne.

Formålet med helhedsplejen er at sikre en helhedstænkning i forhold til din samlede livssituation. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan de enkelte pleje- og omsorgsforløb under helhedsplejen skal sammensættes.

Hjælpen i det tildelte pleje- og omsorgsforløb tilrettelægges og udføres på baggrund af en dialog mellem dig og medarbejderen ud fra en faglig vurdering af dine aktuelle behov og ressourcer. Der skal være kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen, og der skal være færrest mulige forskellige medarbejdere i dit hjem. 

Du kan læse Ballerup Kommunes kvalitetsstandard her.

Hvis du er visiteret til helhedspleje skal kommunen sikre, at du kan vælge mellem mindst 2 forskellige leverandører af hjælpen, hvoraf den ene kan være kommunen selv. Kommunen oplyser dig om, hvilke leverandører du kan vælge imellem.

Du har også mulighed for at vælge at få en konkret person til at levere helhedsplejen. Personen skal opfylde kommunens kvalitetskrav og godkendes af kommunen, som vil indgå en kontrakt med den pågældende. 

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, kan du klage til kommunen inden 4 uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden 4 uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.