Find dit fødselstidspunkt

Du kan finde information om et fødselstidspunkt i CPR-registeret eller i Rigsarkivet

Vælg kommune for at se selvbetjening og information, der gælder dig

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Du har ret til gratis at få udleveret oplysninger om:

  • dit fødselstidspunkt
  • fødselstidspunktet for et barn, du er biologisk forælder til eller har forældremyndigheden over. Hvis du er far til barnet, kan du kun få udleveret oplysninger om fødselstidspunkt, hvis dit navn fremgår af fødselsregistreringen.

Oplysning om fødselstidspunkter kan enten findes i Rigsarkivet eller Det Centrale Personregister (CPR).

Rigsarkivet

  • Oplysninger om næsten alle fødsler i Danmark før 1989.
  • Nogle oplysninger om fødsler i perioden fra 1989 til 2001. Hvis du er født i 1989 til marts 2001, kan du starte med at finde dit fødselstidspunkt på sundhed.dk. Det vil næsten altid stå der. 

Det Centrale Personregister (CPR):

  • Hvis du eller dit barn er født efter marts 2001, kan du finde næsten alle fødselstidspunkter i CPR’s registerindsigt. 

Du får ikke det præcise klokkeslæt for din fødsel, og det kan variere, hvor præcist et fødselstidspunkt du kan få at vide. Fødselstidspunkter er angivet i intervaller. Intervallerne kan være mellem 5 minutter og helt op til 1 time.

Interval på 5 minutter: Det angivne fødselstidspunkt vil ofte være rundet op eller ned inden for et 5-minutters interval.  

Interval på 1 time: Det angivne fødselstidspunkt vil ofte være rundet op eller ned inden for 1-times intervaller.

Afrunding til nærmeste halve time: I Landspatientregistret er alle fødselstidspunkter afrundet til nærmeste halve time.

Hvis Rigsarkivet har oplysninger om fødselstidspunktet, får du et brev fra Rigsarkivet, hvor der typisk er oplysninger om:

  • fødested
  • fødselsdato
  • fødselstidspunkt (fødselstidspunkt for børns fødsler er angivet i intervaller af fx 5 minutter eller mere)
  • fødselsvægt
  • længde ved fødslen.

I brevet fra Rigsarkivet får du oplyst fødselstidspunktet og andre oplysninger fra arkivmaterialet. Du kan altså ikke få udleveret de originale papirer eller skanninger af dem.

Start Søg indsigt i dine sundhedsdata hos Sundhedsdatastyrelsen

Er du interesseret i et fødselstidspunkt fra perioden 1986 til marts 2001, kan du søge indsigt i Landspatientregisteret hos Sundhedsdatastyrelsen.

Undtagelser for 1986, 1987 og 1988

For følgende år er der desværre ikke bevaret fødselstidspunkter, da oplysningerne er gået tabt:

  • 1986: hele landet
  • 1987: Fyn og dele af Sjælland
  • 1988: Jylland og dele af Fyn.

Hvis du vil klage over Rigsarkivets afgørelse, afhænger din klageadgang af, om du har søgt indsigt i digitale arkivalier eller papirarkivalier. I din afgørelse fra Rigsarkivet kan du se, hvilket grundlag du har fået indsigt efter og læse en klagevejledning.

  • Indsigt i digitale arkivalier: Digitale arkivalier er dokumenter, registre og data, som myndigheden i sin tid har skabt digitalt på en computer. Hvis du har fået indsigt i digitale arkiver efter arkivlovens § 39a, kan du klage til Datatilsynet.
  • Indsigt i papirarkivalier: Papirarkivalier er dokumenter, registre og sager, der oprindeligt er skabt på papir. Hvis du har fået indsigt i papirarkiver efter arkivlovens § 39b, kan du klage til Kulturministeriet, hvilket følger af arkivlovens § 43a, stk. 1. Du skal dog først sende din klage til Rigsarkivet.

Du skal klage skriftligt. Du skal henvise til Rigsarkivets journalnummer og beskrive, hvorfor du er utilfreds med afgørelsen.

Du kan sende din klage på 2 måder:

E-mail: mailea@rigsarkivet.dk

Post:
Rigsarkivet, Enheden for Dokumentation
Kalvebod Brygge 34
1560 København.

På borger.dk

Brug arkiver i Danmark til at finde dokumentation, historiske kilder og data fra myndigheder, institutioner, personer og virksomheder. Der findes forskellige arkivinstitutioner i Danmark, som bevarer forskellige typer af dokumentation:

Rigsarkivet har også bevaret andre oplysninger om fødsler. Det kan være fødejournaler og jordemoderprotokoller. Her kan du typisk også finde oplysninger om fødslens/fødslernes forløb.

I de fleste tilfælde anmeldes fødslen af jordemoderen på hospitalet.

Andre sider