Sundhedsvæsenets anbefalinger til gravide

Gravide anbefales bl.a. at følge de officielle kostråd og at være aktiv mindst 30 minutter om dagen

Læs mere om emnet

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod  RSV, influenza og kighoste.

Influenza i efteråret og vinteren (fra uge 12 i graviditeten)

Gravide har en øget risiko for at blive alvorligt syge med influenza, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at de bliver vaccineret. Hvis man som gravid bliver alvorligt syg, kan det være en belastning for barnet i maven, og i sjældne tilfælde kan det medføre, at man føder for tidligt, eller at barnet bliver født med en lav fødselsvægt.

Vaccination mod influenza er gratis for gravide, der er mere end 12 uger henne, og tilbydes hver vinter fra 1. oktober til og med d. 20. december.

Vaccination mod influenza foregår i et regionalt vaccinationscenter, og gravide skal selv bestille tid påBestil tid til vaccination på vacciner.dk

Kighoste (uge 25 eller 32)

Kighoste er en meget smitsom børnesygdom. Kighoste kendetegnes ved svære hosteanfald, hvor barnet ’kiger’, når det trækker vejret efter et hosteanfald. Sygdommen er som regel ufarlig for større børn og voksne, men kan være alvorlig og potentielt livstruende hos helt små børn, fordi de kan have svært ved at trække vejret.

Børn tilbydes vaccination mod kighoste, når de er 3, 5 og 12 måneder gamle. Vaccination af gravide mod kighoste skal således beskytte det nyfødte spædbarn, indtil det selv kan blive vaccineret.

Gravide anbefales at blive vaccineret mod kighoste ved besøget hos egen læge i uge 25.

RSV (uge 32)

RS-virus er en luftvejsvirus, der forekommer hyppigt i efterårs- og vintermånederne. Spædbørn kan blive alvorligt syge, hvis de får RSV, fordi deres immunsystem endnu er umodent og derfor ikke kan bekæmpe virus lige så godt som ældre børn, og fordi de små luftveje kan blive blokeret på grund af inflammation og slim. Det gør det svært for dem at trække vejret.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide med termin i juli til og med marts bliver vaccineret mod RSV. På den måde er de helt små børn, som er i størst risiko, beskyttet i de måneder, hvor RSV forekommer.

Vaccination foregår hos egen læge ved besøget i uge 32.


Vær aktiv mindst 30 minutter af moderat intensitet om dagen. De 30 minutter kan opdeles i mindre perioder, fx 15 minutter om morgenen og 15 minutter senere.

Følg kostrådene

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside under "Ernæring, mad og måltider til gravide og ammende" får du viden og anbefalinger om kost til gravide.

På Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside ”Alt om kost” får du viden og anbefalinger om sund og klimavenlig mad og måltider, som er baseret på solid og veldokumenteret forskning.

Kosttilskud

Tag kosttilskud af folsyre, D-vitamin og jern og sørg for at få rigeligt med calcium, enten gennem kosten eller som tilskud.

Undgå rygning. Nikotinprodukter kan principielt ikke anbefales til gravide kvinder. Hvis det dog ikke lykkes den gravide at stoppe, kan hun tale med sin læge om at bruge nikotinprodukter.

Læs om rygestop på Sundhedsstyrelsens hjemmeside under "Rygestopguide"

Sundhedsstyrelsen: Rygestopguide

Drik ikke alkohol, når du er gravid.

Tag så lidt medicin som muligt under graviditeten. Det gælder også håndkøbsmedicin og naturlægemidler.

Sundhedsdatastyrelsen har sammen med sundhedsvæsenet udviklet appen Min Graviditet. Appen er til dig, der er gravid – og dig, der gerne vil vide mere om graviditet og fødsel.

Min Graviditet er en gratis app, som hjælper dig og din eventuelle partner med at få overblik og støtte gennem graviditeten og i den første tid med jeres barn.

I appen kan du:

  • Se dine egne graviditetsoplysninger
    Du kan se de oplysninger, som sundhedsvæsenet registrerer om din graviditet, når dit forløb er oprettet.

  • Få overblik uge for uge
    Du kan selv indtaste din terminsdato, når du finder ud af, at du er gravid. i og få relevant information uge for uge. Terminsdatoen bliver løbende opdateret, fx efter din første scanning.

  • Se dine aftaler
    Du kan få et overblik over de besøg hos egen læge, fødested og sundhedspleje, som man typisk har som gravid, fra starten af graviditeten indtil otte uger efter fødsel.

  • Finde viden og gode råd
    Du kan gå på opdagelse i over 400 letforståelige artikler og videoer om graviditet, fødsel og tiden med din nyfødte.

Indholdet i appen er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Det betyder, at artikler og videoer er gennemgået af fagpersoner og bygger på de officielle anbefalinger til gravide i Danmark. Indholdet bliver løbende opdateret, så det altid følger de nyeste anbefalinger.

Sundhedsdatastyrelsen har ansvar for drift og support af appen.