Sundhedsvæsenets anbefalinger til gravide

Gravide anbefales bl.a. at følge de officielle kostråd og at være aktiv mindst 30 minutter om dagen

Læs mere om emnet

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod  RSV, influenza og kighoste.

Influenza i efteråret og vinteren (fra uge 12 i graviditeten)

Gravide har en øget risiko for at blive alvorligt syge med influenza, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at de bliver vaccineret. Hvis man som gravid bliver alvorligt syg, kan det være en belastning for barnet i maven, og i sjældne tilfælde kan det medføre, at man føder for tidligt, eller at barnet bliver født med en lav fødselsvægt.

Vaccination mod influenza er gratis for gravide, der er mere end 12 uger henne, og tilbydes hver vinter fra 1. oktober til og med d. 20. december.

Vaccination mod influenza foregår i et regionalt vaccinationscenter, og gravide skal selv bestille tid påBestil tid til vaccination på vacciner.dk

Kighoste (uge 25 eller 32)

Kighoste er en meget smitsom børnesygdom. Kighoste kendetegnes ved svære hosteanfald, hvor barnet ’kiger’, når det trækker vejret efter et hosteanfald. Sygdommen er som regel ufarlig for større børn og voksne, men kan være alvorlig og potentielt livstruende hos helt små børn, fordi de kan have svært ved at trække vejret.

Børn tilbydes vaccination mod kighoste, når de er 3, 5 og 12 måneder gamle. Vaccination af gravide mod kighoste skal således beskytte det nyfødte spædbarn, indtil det selv kan blive vaccineret.

Gravide anbefales at blive vaccineret mod kighoste ved besøget hos egen læge i uge 25.

RSV (uge 32)

RS-virus er en luftvejsvirus, der forekommer hyppigt i efterårs- og vintermånederne. Spædbørn kan blive alvorligt syge, hvis de får RSV, fordi deres immunsystem endnu er umodent og derfor ikke kan bekæmpe virus lige så godt som ældre børn, og fordi de små luftveje kan blive blokeret på grund af inflammation og slim. Det gør det svært for dem at trække vejret.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide med termin i juli til og med marts bliver vaccineret mod RSV. På den måde er de helt små børn, som er i størst risiko, beskyttet i de måneder, hvor RSV forekommer.

Vaccination foregår hos egen læge ved besøget i uge 32.


Vær aktiv mindst 30 minutter af moderat intensitet om dagen. De 30 minutter kan opdeles i mindre perioder, fx 15 minutter om morgenen og 15 minutter senere.

Følg kostrådene

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside under "Ernæring, mad og måltider til gravide og ammende" får du viden og anbefalinger om kost til gravide.

På Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside ”Alt om kost” får du viden og anbefalinger om sund og klimavenlig mad og måltider, som er baseret på solid og veldokumenteret forskning.

Kosttilskud

Tag kosttilskud af folsyre, D-vitamin og jern og sørg for at få rigeligt med calcium, enten gennem kosten eller som tilskud.

Undgå rygning. Nikotinprodukter kan principielt ikke anbefales til gravide kvinder. Hvis det dog ikke lykkes den gravide at stoppe, kan hun tale med sin læge om at bruge nikotinprodukter.

Læs om rygestop på Sundhedsstyrelsens hjemmeside under "Rygestopguide"

Sundhedsstyrelsen: Rygestopguide

Drik ikke alkohol, når du er gravid.

Tag så lidt medicin som muligt under graviditeten. Det gælder også håndkøbsmedicin og naturlægemidler.

Min Graviditet er en national og gratis app, der kan støtte den gravide og en eventuel partner i løbet af graviditeten og den første tid med det lille barn.

I appen kan du:

  • Se dine egne graviditetsoplysninger: Du kan se de oplysninger, som sundhedsvæsenet registrerer om din graviditet, når dit forløb er oprettet.
  • Få overblik uge for uge: Du kan selv indtaste din terminsdato, når du finder ud af, at du er gravid, og få relevant information uge for uge. Terminsdatoen bliver løbende opdateret, fx efter din første scanning.
  • Se dine aftaler: Du kan få et overblik over de besøg hos egen læge, fødested og sundhedspleje, som man typisk har som gravid, fra starten af graviditeten indtil 8 uger efter fødsel.
  • Finde viden og gode råd: Du kan gå på opdagelse i over 400 letforståelige artikler og videoer om graviditet, fødsel og tiden med din nyfødte.  

Få dine graviditetsoplysninger med appen

Når du er logget ind i appen med MitID, kan du nemt bestille en digital kopi af dine graviditetsoplysninger. Gå til fanen “Mere”, og vælg “Bestil dokumentation”. Så samler appen automatisk de oplysninger, der er registreret om dig og din graviditet, i en PDF. Dokumentet bliver sendt til dig i Digital Post, så du kan læse, gemme eller udskrive det, når det passer dig. Første side i dokumentet med dine oplysninger kan du bruge til at dokumentere din graviditet overfor din arbejdsgiver.

Få dine graviditetsoplysninger uden appen

Hvis du vil se dine graviditetsoplysninger, men ikke ønsker eller ikke har mulighed for at bruge appen, kan du kontakte Sundhedsdatastyrelsen. Så modtager du en udskrift af dine oplysninger i Digital Post eller som fysisk brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

Du kan også bede om aktindsigt i din journal der, hvor du er eller har været i behandling. Det kan for eksempel være et sygehus, en klinik eller en lægepraksis. Du har ret til aktindsigt i din journal, for eksempel som kopi, elektronisk eller ved at læse journalen på stedet.