Hvis du ønsker at ombytte dit udenlandske kørekort til et dansk kørekort, skal du skal møde op i Borgerservice i en valgfri kommune. Husk at bestille tid. Det er Borgerservice, der opkræver betaling for ombytningen af kørekort. Det er Færdselsstyrelsen, der vurderer din ansøgning, og du modtager din afgørelse i Digital Post.
3 ting, du skal tage med i Borgerservice:
- Kørekortfoto (nogle kommuner tilbyder, at du kan få taget et foto på stedet mod betaling)
- Dit udenlandske kørekort
- Et gyldigt pas
I nogle tilfælde skal du også huske:
Læs om kravet om lægeattest under afsnittet om lægeattest her på siden.
Du skal være opmærksom på, at kommunen har mulighed for at kræve at se et internationalt kørekort eller en oversættelse af dit kørekort i forbindelse med en ombytningssag. Hvis kørekortet er udfærdiget med latinske bogstaver, eller der er tale om et kørekort fra et EU-land eller et EØS-land, vil en oversættelse som udgangspunkt ikke være nødvendig. Oversættelsen skal være udført af en uddannet translatør eller lignende i Danmark. Borgeren skal selv betale for at få lavet oversættelsen.
Er du ikke dansk eller nordisk statsborger?
Du skal have sædvanlig bopæl i Danmark for at kunne få udstedt et dansk kørekort. Sædvanlig bopæl er det sted, hvor du normalt opholder dig i forbindelse med studie, arbejde eller familie.
Hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger, kan Borgerservice bede om:
- Dokumentation for sædvanlig bopæl i Danmark
- Opholdstilladelse eller opholdsbevis
- Dokumentation for, at du har opholdt dig i Danmark som studerende i mindst seks måneder
Det er Borgerservice, der vurderer, om den dokumentation, du indleverer, er tilstrækkelig.