Organisationer for etniske minoriteter

Der findes forskellige organisationer, som varetager etniske minoriteters interesser i Danmark

Vælg kommune for at se selvbetjening og information, der gælder dig

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Det Nationale Integrationsråd (tidligere Rådet for Etniske Minoriteter) arbejder for at styrke integrationen i Danmark.

Nogle af rådets opgaver er, at:

  • skabe opmærksomhed på udfordringer og succeser på integrationsområdet
  • være en tydelig stemme i integrationsdebatten
  • styrke den politiske dialog på integrationsområdet. 

En del af rådets medlemmer kommer fra kommunale, lokale integrationsråd. Dette sikrer, at lokale integrationserfaringer bringes videre til et nationalt niveau, så der skabes sammenhæng mellem lokale og nationale integrationsindsatser.

Rådet har sekretariat i Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Du kan læse mere om rådets arbejde på deres hjemmeside:

Kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune kan vælge at oprette et lokalt integrationsråd. Rådet fungerer som talerør for etniske minoriteter og sikrer kvalificeret rådgivning på integrationsområdet i kommunen.

Et integrationsråd består af mindst 7 medlemmer, der alle bor i kommunen. Kommunalbestyrelsen udpeger medlemmerne til rådet. 

Et medlem fra kommunens integrationsråd kan blive udpeget til også at være medlem i Det Nationale Integrationsråd. Dette sikrer, at lokale integrationserfaringer bliver bragt videre til det nationale niveau.

Hvis du vil vide, om din kommune har et integrationsråd, kan du kontakte kommunen eller besøge kommunens hjemmeside.

Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt nævn under Ankestyrelsen. Nævnet behandler klager og træffer afgørelser om forskelsbehandling.

Du kan klage til nævnet, hvis du oplever forskelsbehandling på grund af fx

  • race
  • etnisk oprindelse
  • hudfarve
  • køn
  • alder
  • handicap
  • religion eller tro
  • seksuel orientering
  • politisk anskuelse
  • kønsidentitet
  • kønsudtryk
  • kønskarakteristika.

Det er gratis at klage til Ligebehandlingsnævnet.

Der er ingen frist for, hvornår en klage skal bringes for nævnet. Dog kan du komme ud for, at dit krav på godtgørelse frafalder, selvom du får medhold, hvis forældelsesfristen er udløbet.

Du kan læse mere om nævnets arbejde, og hvordan du klager på deres hjemmeside:

Ligebehandlingsafdelingen hos Institut for Menneskerettigheder arbejder med ligebehandling inden for områderne race, etnisk oprindelse, køn, handicap og LGBT+.

En del af afdelingens opgaver er, at

  • sikre bistand til potentielle ofre for diskrimination
  • indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet
  • lave uafhængige undersøgelser og projekter, der fremmer ligebehandling,

Læs mere om Ligebehandlingsnævnet:

I Danmark er du beskyttet af loven mod at blive diskrimineret. 

Hvis du har været udsat for diskrimination, fx på grund af race, etnisk oprindelse, religion, seksualitet, køn, så kontakt Diskriminationslinjen. 

Diskriminationslinjen har juridiske rådgivere, som kan vejlede dig i din situation, forklare dig dine muligheder og yde bistand i et eventuelt sagsforløb.

Læs mere om Diskriminationslinjen, og hvordan du kontakter linjen:

Udover de offentlige institutioner findes der en række private organisationer, foreninger og centre i Danmark, der på forskellig vis arbejder med flygtningespørgsmål og ligebehandling af indvandrere. Disse organisationer kan tilbyde dig rådgivning, støtte og hjælp i forskellige situationer.